Magnus om drømmerejsen – sejltur over Atlanten

Ingen andre i min familie har nogensinde været tiltrukket af denne type langdistancesejlads. Min kone Kerstin sætter mest pris på dagsetapper med aftensmad og en nattesøvn i en hyggelig havn, som jeg også synes er et fantastisk sejlliv. Drømmen har dog altid været der i baghovedet om den længere sejlads. Jeg indså dog tidligt, at hvis det skulle blive en realitet, måtte det være sammen med andre end mine nærmeste og kære. I løbet af julen 2018 var hele familien inklusive voksne børn på Gran Canaria og havde en dejlig uge i solen. I løbet af denne uge gik jeg flere runder i havnene på øen og kiggede misundeligt på de både, der skulle ud på det store eventyr. Tænk at de skulle tilbringe flere uger på det store hav.

Drømmen voksede og blev til virkelighed

Ønsket om at gøre drømmen til virkelighed voksede, og da jeg vendte hjem begyndte jeg at kigge rundt på nettet efter mulige alternativer. Jeg fandt snart More Sailing i Göteborg, som arrangerer og tilbyder chartersejlads både i Middelhavet og Vestindien. More Sailing deltager også normalt i det årlige ARC (Atlantic Rally for Cruisers) løb mellem Gran Canaria og St Lucia i Vestindien. På disse sejladser kan du komme med som "betalende besætning". I dette år ville de stille op med to katamaraner af typen Lagoon 52. Jeg var oprindeligt skeptisk over for at sejle en katamaran, men blev snart vant til ideen. Efter lidt diskussion med More Sailing tilmeldte jeg mig endelig ARC 2019, der startede i november. Nu var det endelig bestemt!

Forberedelse til eventyret

Som start på forberedelserne til dette eventyr havde vi et møde med hele den fremtidige besætning i løbet af foråret 2019 i Göteborg. Vi ville være 10 personer om bord inklusive en skipper og en "first mate" fra More Sailing. De resterende otte var "betalende besætning" ligesom mig. Det var meget sjovt at møde hele besætningen, der skulle tilbringe en måned sammen om bord. Ingen af os kendte hinanden før, så det var lidt af et socialt eksperiment, hvordan vi ville trives og fungere som en gruppe. Som alle ved, er det ikke så let at komme væk og have din egen tid på en sejlbåd. Det viste sig dog, at alle var meget flinke og positive. Vores "teambuilding" startede allerede i løbet af dette første møde.

En travl uge i Gran Canaria

I midten af november var det for alvor tid til at starte eventyret. Ifølge vores plan ville vi først have en uge sammen på Gran Canaria inden starten. Båden var allerede på plads i Las Palmas, da vi ankom. Den var helt ny fra værftet i Frankrig og var blevet transporteret ned ugen før. Den første uge var fuld af aktiviteter. For det første skulle vi bunkre båden med alle fornødenheder, man behøver til ca. tre uger på havet. Der var mange besøg til forskellige butikker og mange leverancer af varer til anløbsbroen. Da der var en fryser om bord, forberedte vi også en masse basale fødevarer, der kunne fryses ned. Vi købte også en masse frugt og grøntsager, der blev stuvet om bord og hængt op i net. Det var vigtigt at kontrollere alt omhyggeligt for at sikre, at der ikke var nogen fripassagere om bord i form af kakerlakker og andre krybdyr. Det er ikke nemt at planlægge måltider til ti personer til en sådan tur.

I løbet af ugen i Las Palmas er der også forskellige aktiviteter fra ARC-organisationen. Der var mange forskellige interessante foredrag, man kunne deltage i. Der var erfarne langdistancesejlere, meteorologer og andre specialister, der holdt foredrag om alt fra sikkerhed, vejr, astronomi og madplanlægning. Der var også mulighed for en masse social udveksling mellem besætningsmedlemmerne. Det var meget internationalt i havnen med omkring 190 startbåde fra mange forskellige lande.

For at stille op i ARC er der ret høje sikkerhedskrav til bådene. Dette gælder både personligt udstyr og bådudstyr, der skal være på plads. I dagene før starten kom inspektører fra ARC-organisationen om bord og foretog en grundig inspektion, inden vi fik grønt lys til at starte.

Tid til at kaste los

Efter en travl uge i Las Palmas var det tid til at kaste los og sejle ud på havet. Udenfor havnen var startområdet fyldt med både, og vi, som ikke var vant til at håndtere en stor katamaran, måtte hurtigt lære både at udføre sejløvelser og at manøvre denne noget tunge båd. Det er virkelig en anderledes fornemmelse at styre denne type større dobbeltskroget båd, når man er vant til enkeltskrogsbåde. Vi fik dog en flot start og hastede hurtigt ud i solskinnet med gennakeren sat. og vi gjorde 10-12 knob i den friske vind. Vi havde nu omkring 2700 sømil foran os, før vi landede i Caribien.

Selvom vi var næsten 200 både i starten, spredte feltet sig hurtigt ud, og efter en dag var der ikke flere konkurrenter tilbage i syne. Vi kom hurtigt ind i vores rutiner om bord med vagthold, madlavning og fritid. Vi havde oprettet en rullende vagtplan, der omfattede tre timers vagt og derefter fem timers fritid. Det betød, at du aldrig kunne sove mere end fem timer i træk, så det var nødvendigt at bruge dele af vagterne selv om dagen til at sove, så du kunne få din hvile. Det var dog meget let at komme ind i denne rutine og tilpasse kroppen til at opdele søvnen.

Livet om bord på en katamaran

At sejle en katamaran er lidt specielt, fordi båden ikke krænger. På et uroligt hav bliver der selvfølgelig søgang med op- og nedadgående bevægelser, og båden stamper. Båden krænger dog ikke, hvilket gør, at det ikke er så kritisk at stuve tingene, og man kan bevæge sig lettere rundt om bord uden at skulle holde fast hele tiden. Jeg havde forventet, at i det mindste nogle af besætningen ville lide af sygdom i de første par dage. Dog var der kun en enkelt af besætningen, der havde lette gener under det andet døgn til søs. Derefter havde alle det fint hele turen.

Indkvartering om bord var ganske behageligt med kahytter, hvor vi boede to i hver. Der var også adgang til ferskvandsbruser, som man kunne forkæle sig selv med cirka hver anden dag. Vi havde vandgenerator om bord, der omdanner søvand til ferskvand. Alt vand, der blev brugt til madlavning og vask, kom fra dette apparat. Vi havde dog bunkeret omkring 350 liter flaskevand til at drikke. Det er let at glemme at drikke nok i varmen. Man skulle være opmærksom på mindste tegn på hovedpine, da det er et symptom på væskemangel. 

Efter ca. fire døgn til søs med en sydlig kurs i retning af Kap Verde, var vi nået på breddegrader, hvor passatvinde dominerer. Den blæser fra NO og Ø. Vi sejlede derefter vestpå med kurs mod det sydlige Vestindien. Når du sejler i disse breddegrader med kurs mod vest, har du stort set altid slør eller læns, afhængigt af vindstyrken. Du finder det måske ganske behageligt, men det kan også være frustrerende, når vinden stilner af, og sejlene rykker og hakker i en svag modvind. Der kan også være stærkere vind, og derfor skal du altid være forsigtig med ikke at lide ufrivillig gyb. Derfor har du altid en form for forebyggelse for at undgå skader. Et andet vindfænomen, der opstår fra tid til anden, er såkaldte "squalls". Disse er lokale vertikale byskyer, der dannes over den relativt varme havoverflade. De ligner meget de tordensskyer, vi har derhjemme, men uden torden. De kan dog bringe en kraftig regn såvel som stærk vind, der kommer hurtigt. Du bør også holde øje med disse, så du er parat til at reducere sejl, hvis det skulle være nødvendigt. 

"Det simple liv på en båd"

Efter en uge til søs begyndte jeg virkelig at mærke den dejlige følelse af det enkle liv på en båd. Det er, når det meste drejer sig om vagt, vand, vind, vejr og søvn. Jeg satte virkelig pris på, at være helt afkoblet fra mail, SMS, TV osv. Der var også et stort kammeratskab om bord med mange troværdige og dybe samtaler under nattevagterne under en fantastisk klar himmel.

Efter 10 døgn til søs passerede vi det teoretiske midtpunkt af turen, dvs. 1350 sømil fra St Lucia. Man skal have respekt for disse afstande. Man skal også have respekt for, at herude må man klare sig selv. Skulle der ske noget alvorligt om bord, er du langt væk fra land og kan kun i bedste fald få hjælp fra en anden båd, der er i nærheden. Derfor er det vigtigt at være forsigtig og undgå skader. Om bord på vores båd undgik vi nogle alvorlige skader. Der var for det meste håndskader fra håndtering af fald og skot. Sejlhandsker kan være ret gode nogle gange...

Uventede besøg

Vi havde også en masse vidunderlige oplevelser med dyreliv under sejladsen. En dag kom en lille finkefugl og landede på dækket. Det viste sig at være en lille trinliste. Den virkede træt efter en lang flyvning over havet. Vi satte vand og en lille skål med frø frem på dækket, som den straks begyndte at hakke i sig. Denne lille fugl blev om bord hos os i flere dage. Han fløj lidt rundt om båden, mens vi arbejdede med sejlføring og andet på dækket, men han kom altid tilbage. Men efter en uge forsvandt han dog. Vi ønskede ham held og lykke i håb om, at han fandt en anden båd at hvile på, før det var meget langt til land.

Der fløj ofte flyvefisk over vandoverfladen omkring vores båd. Disse små fisk opfattede bådene som noget farligt og brugte deres flyvning til at flygte. Der var dog tidspunkter, hvor de landede på dækket ved et uheld. Om morgenen måtte man tage en runde på dækket for at rydde de flyvefisk væk, som var havnet forkert i løbet af natten. En gang skete det, at en luge til en af vores kahytter stod på klem. En flyvefisk formåede at flyve lige ned i køjen til et af besætningsmedlemmerne, der lå og sov. Han havde en hurtig opvågning og lagner, der lugtede svagt af fisk gennem resten af rejsen.

Under den største del af sejladsen havde vi fiskeliner, der trak efter båden. Vi fik bid ofte og fik så sådan en dejlig tilføjelse til måltidet. Den fisk, der oftest blev fanget, var gylden makrel, som også er kendt som mahi mahi. Dette er en fin spisefisk, og der blev tilberedt lækre retter fra denne fangst. Vi fik også tun på krogen i et stykke tid. Heldigvis var det kun omkring 10-12 kg, og vi fik det op efter en halv times kamp. Tunfisk kan være meget større, og det ville vi sandsynligvis ikke have været i stand til at gøre med det fiskeredskab, vi havde om bord.

På et tidspunkt så vi også store stimer af delfiner lege og hoppe rundt omkring båden. Man kan aldrig få nok af disse fantastiske dyr, som bevæger sig så smidigt i vandet. Når de ankom, var de normalt i grupper på 20-30, der blev omkring båden i et kvarter eller mere. Jeg havde lyst til at hoppe i selv. Det var ganske behagelig badetemperatur med 29 grader i vandet.

Land i sigte

På eftermiddagen den 18. dag til søs fik vi øje på land! Det var St Lucia og også øen Martinique, som ligger lige ved siden af. Vi krydsede målstregen tidligt om aftenen og gled ind i Rodney Bay havn på St Lucia. På kajen, da vi lagde til, stod en velkomstkomité med repræsentanter fra ARC. De bød os velkommen og bød på rum punch, som er en lokal romdrink, man drikker meget i Caribien. I løbet af de dage, vi havde i Rodney Bay, blev det et kærkomment gensyn med besætningsmedlemmer fra vores konkurrentbåde. Der blev festet en del, og vi fik flere bekendtskaber med rum punch.

Selvom sejladsen var gået fantastisk godt med god stemning om bord, var det dejligt at være i land. En oplevelse ud over det sædvanlige, som jeg vil bære med mig hele mit liv. Nu kan jeg også bære røde bukser med stolthed!