Frida, skipper i Grækenland

Frida, 21, skipper i Grækenland: "Jeg var rædselsslagen. Så slap det."

Frida Rydbergh har sejlet to sæsoner som skipper hos More Sailing, i Kroatien og Grækenland. Hun har styret katamaraner gennem smalle havne, set delfiner svømme under stævnen og lært, at ansvaret for en hel båd fuld af gæster er det bedste, hun ved. Det her er hendes historie.

Frida voksede op nær Göteborg med skærgården lige uden for døren. Familien havde båd, far elskede havet, og somrene handlede om klipper, grillaftener og nætter i telt ude på øerne. Men sejlads? Det var hun faktisk rædselsslagen for.

"Jeg begyndte på sejlerlejr, fordi jeg elskede lejrliv og at møde nye mennesker. Men selve sejladsen var jeg skrækslagen for. Vi sad tre i en lille jolle, og når det blæste, krængede den voldsomt, og der kom vand ind. Jeg fandt altid på en undskyldning for at komme med i ribben i stedet."

Vendepunktet kom en blæsende dag, da en vens båd kæntrede. Frida sad i sin egen båd og var skrækslagen. Men vennerne i vandet grinede bare.

"Der slap det. Jeg forstod, at det ikke er farligt. Det værste, der kan ske, er, at man bliver våd. Siden da er jeg ikke holdt op med at sejle."

Fra jolle til katamaran

Hun fik en 29er, begyndte at træne i GKSS i Göteborg og fandt sin ting. Det, der satte sig fast, var følelsen af, hvordan en båd reagerer i vandet, hvordan vinden tager fat, og hvordan man kan manøvrere båden. Det blev en hobby, hun elskede, snarere end kapsejlads på eliteniveau.

Ved en familiemiddag fortalte nogen, at en vens datter arbejdede hos More Sailing. Frida søgte med det samme, som skipper. Hun kom ikke ind. Alligevel opgav hun ikke drømmen. Hun tog speedbådskørekort, kystskippereksamen og alle de beviser, hun kunne finde. Så, en aften i februar, hørte hun en veninde sige, at hun skulle arbejde i Kroatien til sommer.

"Jeg tænkte bare: nej, det skal jeg også. Så gik det op for mig, at ansøgningsfristen snart udløb. Så jeg satte mig ved computeren, fiksede mit CV samme aften og sendte det afsted. To dage senere blev jeg kaldt til samtale. Og nu er jeg her."

Første sæson blev det til 13 uger i Kroatien. Anden sæson 8 uger i Kroatien og 8 i Grækenland.

"Det hænger på mig"

Springet fra jolle til at have ansvaret for en katamaran fuld af gæster var større, end Frida havde troet.

"Jeg anede ikke, hvor meget ansvar det er. Det forstod jeg i introugen. Jeg tænkte bare: shit, det hænger på mig. De her mennesker har booket deres ferie, og det er mig, der skal vise dem rundt på en båd, jeg lige er trådt om bord på. Hvis der kommer storm, eller hvis der sker noget med båden, er det mit ansvar."

De første uger var hun nervøs. Efter et par uger kom øjeblikket, hvor alt faldt på plads.

"Jeg sejlede min båd og tænkte bare: jeg kan gøre, hvad jeg vil med den her båd, og den lytter til mig. Jeg ved præcis, hvad jeg skal gøre. Det var sådan en befrielse. Jeg var så stolt af mig selv. Jeg fortjener at være her."

En dag i Grækenland

Spørger man Frida, hvordan en almindelig dag ser ud, begynder den tidligt, før de fleste gæster er vågnet.

"Jeg kan godt lide at kaste los tidligt, før morgenmaden. Om morgenen er det som regel helt stille i Grækenland, vinden kommer som et urværk senere på dagen. Så man sejler lidt ud, slukker motoren på det spejlblanke vand med tre hundrede meter under sig og ser solen stå op. Og så spiser man morgenmad."

Nogle gange dukker der delfiner op.

"De plejer ikke at kunne lide mig, jeg ser dem næsten aldrig. Men den her uge svømmede de lige foran os. Man kunne se dem gennem nettet på katamaranen. Det var helt utroligt."

Hen på formiddagen ankrer de i en bugt. Gæsterne bader, springer fra båden og soler sig, mens værten dækker op til frokost. Frida er ikke i tvivl om, hvad hun synes om maden om bord.

"Det er utroligt, hvad vores værter leverer. Jeg er så imponeret. Og gæsterne bliver lige overraskede hver gang over, at man kan spise så god mad et sted som det."

Om eftermiddagen kommer vinden, og det er tid til at sejle. Gæsterne lægger sig på fordækket med en bog, mens Frida og værten står ved rattet og holder udkig. Når de kommer ind i aftenens havn, har værten nået at bage en kage.

"Man skåler, siger tak for i dag og fortæller lidt om den landsby, man er kommet til. Så går man i bad på båden, tager en gåtur i varmen og spiser middag på en taverna. Det er ret idyllisk."

Lefkada, Assos og steder, man kun kan nå med båd

Frida har sejlet otte uger i Det Joniske Hav i sommer. Spørger man om et yndlingssted, behøver hun ikke tænke længe.

"Ydersiden af Lefkada. Man kan ikke lade være med at kigge. Mælkeblåt vand, der lyser, og høje bjerge, der styrter lodret ned i havet. Man kigger ned og ser ingenting, bare blåt. Og lidt længere ude er der tre tusind meter dybt. Hvor bjergsiden er skredet, er der opstået en hvid sandstrand, som man kun kan nå med båd. Jeg får den samme magiske følelse, hver gang jeg er der."

Og Assos på Kefalonia.

"Jeg kom dertil sent en aften og var så imponeret. Naturen, husene på den lille odde, og at folk faktisk bor der. Da man sejlede ind, føltes det som at rejse tilbage i tiden. Jeg havde lige set Odysseen, og der lå jeg, med Ithaka lige rundt om hjørnet. Assos var virkelig, virkelig smukt."

Ung, kvinde, skipper

Frida er 21 og sejler en stor katamaran. Ikke alle gæster tager det for givet med det samme.

"Jeg er en enogtyveårig pige, der sejler en vildt dyr båd. Hvis jeg havde hørt det for fem år siden, havde jeg knap nok selv troet på det. Og der er mænd om bord, der skal bruge en dag, før de kan slippe det. Det kan man mærke."

Hun holder en pause.

"Men efter en dag plejer de at se, at jeg kan. Og jeg har fået rigtig meget ros. Men det er ærgerligt, at piger starter i minus, når drenge starter på nul."

Frida vil ikke gøre det til et stort problem, for det er det ikke, siger hun. Men hun vil gerne have, at det bliver set.

Kollegerne, gæsterne og stjernerne

Spørger man Frida, hvad der er det bedste ved jobbet, svarer hun med det samme: menneskene. Kollegerne, der bor sammen, arbejder sammen og laver ballade sammen.

"Det er ligesom lejr. Man bor sammen, laver ting sammen og er der for hinanden. Jeg føler et fællesskab og har et netværk af mennesker, som jeg holder af, og som jeg ved holder af mig. Jeg har fået mange venner med hjem, fra hele Sverige, som jeg aldrig ville have mødt ellers."

Gæsterne er også en stor del af det. Hver lørdag stiger en ny gruppe om bord, ofte fremmede for hinanden, og en uge senere krammer de farvel som gamle venner. At få lov at være den, der viser dem havet, bugterne og landsbyerne, og se dem slappe mere af for hver dag, er noget, Frida tager med sig.

Hun fortæller om temafesterne i havnen fredag aften, som Karin-festen og hårbåndsfesten. Men også om aftenerne på bådene, når alt bliver stille.

"At sidde på bådene, kigge på stjernerne og snakke. Det kommer jeg virkelig til at huske."

Fremad

Frida kommer tilbage, det ved hun allerede.

"Jeg planlægger allerede før sommeren, at jeg skal arbejde hos More Sailing. Det er sjovt. Og det er rigtig rart, at det er fleksibelt, man kan arbejde et par uger i højsæsonen, hvis man vil."

Længere ude i fremtiden ser hun sig selv inden for søfarten på den ene eller anden måde. Små både, store både, logistik, projektledelse. Præcis hvad ved hun ikke, men det bliver tæt på havet.

Og om ti år?

"Jeg håber, at jeg kan komme tilbage hertil med mine børn og sige: her arbejdede jeg, da jeg var tyve. De her somre betyder rigtig meget for mig. Det har været en stor udvikling. Jeg gik fra at være en ung pige til at være en, der kan styre en stor båd, tage sig af alle om bord og sørge for, at de føler sig trygge. For jeg er tryg."

Find din sejlerrejse i Grækenland | Arbejd hos os